FCI-Standard, nr. 222
Stabyhoun – Oprindelsesland: Holland
Anvendelse
Stående jagthund. En meget alsidig hund. Racen kan bruges
til alle former for jagt og er god til at fange muldvarp og ilder.
Klassifkation
FCI Gruppe 7 (Stående jagthunde),
Sektion 1.2 (Kontinentale stående jagthunde af Spaniel-type).
Uden brugsprøve
Helhedsindtryk
Harmonisk, solidt bygget stående jagthund af rektangulær bygning, hverken for grov eller for elegant. Huden har ingen folder eller løs halshud. Pelsens længde på bryst, krave, forben, bukser og hale giver indtryk af en langhåret hund. Pelsen skal dog ikke være overdreven lang. Kønspræget skal være udtalt.
Vigtige proportioner
Kropslængden er en smule længere end skulderhøjden. Det er vigtigt, at der er balance mellem en funktionsdygtig krop og hundens størrelse. Afstanden fra manken til albuen er næsten den samme som afstanden fra albuen til jorden.
Temperament
En Stabyhoun vogter gården og holder den fri for mus og rotter. De tidligere lidt større Stabyhoun trak mælkevognen, mens de mindre typer blev kendt for deres evne til at fange muldvarper. Disse talenter gjorde racen populær hos de fattigere bønder og gårdmedhjælpere. Muldvarpeskind var en hel del penge værd som for på ærmekanter og andre beklædningsgenstande. Stabyhoun sad i cykelkurven, så den kunne bringes med over større afstande. Racen er meget uafhængig og kan lide at gå sine egne veje. Den er hengiven, men kan også være stædig. Tålmodighed og en vedvarende træning er vigtig. I huset og på gården er Stabyhoun en rolig men årvågen hund. Over for fremmede og i ukendte omgivelser kan den i begyndelsen være reserveret – men bør aldrig være bange.
Hoved
Tørt uden hængende læber og løs halshud. Hovedets størrelse er i balance med kroppen, og kønspræget er udtalt. Hovedet er længere end bredt. Næsepartiets længde er næsten den samme som længden fra stoppet til nakkeknuden. Udtrykket er mildt, venligt og opmærksomt.
Skalle: Skallen er let hvælvet – også let rundet på siderne – ikke smal. Den må ikke give indtryk af at være bred og rund.
Stop: Skallen går i en blød bue over i næsepartiet. Set fra siden ser stoppet mere markeret ud på grund af de lidt fremtrædende øjenbrynsbuer.
Næse: Sort hos hunde med sort og hvid pelsfarve, brun hos hunde med brun og hvid pelsfarve. Næsen er veludviklet med godt åbne næsebor.
Næseparti: Kraftfuldt, gradvis smallere mod næsen uden at være spidst – set både fra siden og fra oven (kileformet). Næseryggen er lige og bred – set fra siden hverken konkav eller konveks.
Læber: Stramme, ikke hængende eller med læbefold
Kæber, bid: Stærkt og komplet med saksebid. Manglende PM1 og M3 samt en dobbelt PM1 er tilladt.
Kinder: Kun let udviklede
Øjne
Placeret vandret, middelstore og runde med stramme øjenrande, der ikke viser bindehinden. Øjenfarven er mørkebrun hos hunde med sort og hvid pels og lysere brun hos hunde med brun og hvid pels.
Ører
Ørerne er ansat på højde med en linie trukket fra næsespidsen og gående gennem den inderste øjenkrog. Når hunden er opmærksom, bør ørerne ikke bæres uden for skallens omrids. Ørebrusken er ikke hård, så ørerne bæres blødt liggende ind til hovedet. De er moderat lange og når til mundvigen. De har form som en murerske med en rundet spids. Pelsen på ørerne er en racetypisk detalje. Ved basis er pelsen temmelig lang og aftager gradvis i længde udefter således, at den nederste tredjedel af øret er beklædt med kort pels. Pelsen bør være lige, men en let bølget pels er tilladt. Pelsen på ørerne bør ikke være længere end selve øret, da det giver et usoigneret indtryk.
Krop
Kraftfuld, renskåret med god muskulatur
Overlinie: Flydende og stærk
Manke: Godt tilbagelagt, stærk men ikke fremtrædende
Ryg: Stærk og lige
Lænd: Stærk og muskuløs
Kryds: Let faldende
Bryst: Dybt og når til albuerne. Set forfra er det bredt, så forbenene er bredt stillede. Godt hvælvede ribben – men ikke tøndeformede. Ribbenene er dybe og lange, så brystkassen når så langt som muligt bagud. Albuerne skal ligge tæt til brystkassen.
Underlinie: Flydende og når langt bagud – kun let optrukken
Hals
Stærk med rundt tværsnit, middellang – ikke for lang. Hovedet bæres for det meste lavt, så der dannes en stump vinkel med blød overgang mellem halsen og overlinien. Halsen er uden løs halshud.
Hale
Når ned til haseleddet, ikke højt ansat. I ro bæres den nedhængende, idet den yderste trediedel kan bøje opefter i en blød bue. I aktion løftes halen, men bør aldrig bæres på eller over ryggen eller danne krølle. Halen er rund og beklædt helt ud i spidsen med langt tæt hår uden krøller eller bølger. Den er uden fane. I stedet for er halens udseende busket med rigelig lang og tyk pels, der giver et overdådigt udseende.
Lemmer
Forpart: Kraftfuld, muskuløs og funktionelt vinklet, så forbenene er korrekt stillet under kroppen. Set forfra står forbenene en smule bredt.
Skuldre: Skulderbladet slutter tæt til brystkassen og er godt tilbagelagt.
Overarm: Funktionelt vinklet. Overarmen er af samme længde eller en anelse kortere end skulderbladet.
Albuer
Stærke, lige og parallelle
Underarm: Stærk, lige og parallel