A kuld født 26. september 2024
30. november 2024
Charlie og Allie flyttede hjemmefra den 22. november. Der blev mærkeligt stille derefter. Begge store hunde har taget det godt, det har ikke virket til at de har savnet hvalpene, de har da lige kigget hvor hvalpene sov men ellers har de været ok. Vi har i løbet af ugen fået nyt fra begge hvalpe. De har det godt, og har taget deres nye familier med storm. Charlie er allerede en befaren skibshund, der tager Ærøfærgen med ophøjet ro. Allie har fået sat gang i sin nye storesøster Asti, med al hendes lækre hvalpe energi❤️
Vi glæder os over, at have sendt hvalpene afsted til deres nye familier, med en god fornemmelse af, at vi har gjort hvad vi kunne for at hvalpene har fået en god start. Vi ønsker dem alt godt fremover, og vil glæde os til at følge dem på sidelinjen. Nu går et nyt kapitel i gang for os alle.
16. november 2024
Nu er der kun en uge tilbage, så flyver de “små” fra reden. Der bliver stille (og rent!!). Banditterne har fundet ud af at grave under buskene med tante Bellis. Da det er noget meget fint sand de graver i, er der tonsvis af sand der kommer med ind i pelsen…… Så nu er hækken hegnet inde, i al fald den del af hækken som var sjov at grave i.
I ågr var de med til at lave cykel inde i bryggerset, og de har været med på daglige små køreture. I dag gik turen til Parkeringspladsen ved Skydebanen på Nordre Fælled. Der var tilfældigvis riffelskydning, så det sad de og lyttede til, mens de snuppede godbider. Det regnede så de var ikke ude og sjoske rundt idet dårlige vejr. Det kan vi gøre hjemme hvor de hurtigt kan blive tørret.
De er også blevet chippet i dag, det lykkedes alligevel at få de chips med termometer. Begge hvalpe tog det meget fint at blive chippet, og kunne trods ubehaget logrer medhalen og snappe DKK damen i fingrene bagefter. Hun havde også deres stambøger med – woop woop.
13. november 2024
Hvalpene er nu 6 uger og 6 dage. Tiden flyver afsted, om lidt over en uge flytter Allie og Charlie ud til deres nye familier. Det bliver mærkeligt at de så ikke er her længere. De vokser godt og lærer nye ting og udforsker mere og mere af verden. De har været med i Maxizoo et par gange nu, haft besøg af deres kommende ejere, nogle flere gange. De har også haft besøg af deres far, Lego med hans mennesker. Det var rigtig hyggeligt og hvalpene var meget interesseret i ham. Han var virkelig fin, lod som om at han ikke bemærkede at de var der, eller at de sprang op af ham.
De har også haft besøg af Allies kommende storesøster, Asti. Hun forstod nu ikke helt hvad det var for noget småkravl😂.
Som skrevet tidligere, så er det håbløst at veje dem herhjemme, men i Maxizoo, er vægten så stor at de ikke når af, før vi har spottet at de den 8. november vejede henholdsvis 5.100 g. og 5.250 g. Stadig er det Charlie der er i førertrøjen. De har også været med ud at køre bil alene, det syntes de ikke var sjovt, men det er jo livet baske realiteter – og en køretur på 15 min. hver går jo også.
Af det mindre sjove, så har Allie haft blærebetændelse. Det er jo desværre en årstid hvor der er både vådt og koldt. Selvom vi ikke har dem ude ret lang tid af gangen, så er deres små bare maver jo meget tæt på orden, og i særdeleshed på græsset der er godt vådt lige nu.
30. oktober 2024
Hvalpene er nu 4 uger og 5 dage gamle. Der sker helt vildt meget med dem nu. De spiser hvalpemad, de går – og løber på opdagelse. I går var de med på kontoret, altså bare det derhjemme😂De leger med hinanden og slås også i det små. Tante Bellis står også for skud, og hun vil som regel gerne lege. De var også med en kort tur i Maxizoo som de indtog med ophøjet ro, og trampede lige ind i hjerterne på pigerne i butikken.
Begge hvalpe har haft besøg af deres kommende familier. Vi glæder os over at de skal bo hos nogle fantastiske mennesker. Hvalpenes navne er Allie og Charlie, og det er vi begyndt at kalde dem.
Det er blevet udfordrerne at veje dem, da de ikke kan sidde stille længe nok til at vi kan se vægten. De var på vægten i Maxizoo og har nu nået 3.950 g. for Allie og 4.100 g. for Charlie. De er ikke så små længere
16. oktober 2024
Hvalpene er nu 20 dage gamle. De får snart besøg af deres kommende familier, det glæder vi os til. De har åbnet deres øjne, og der er helt skarpt fokus når de kigger nu. Vega fik fjernet sting efter kejsersnittet 7. oktober og alt er bare så fint. Samme dag. begyndte hvalpene så småt at åbne øjnene.
Vægt hvalpe uge 2
De er også begyndt at stavre rundt på benene, er ved at få styr på motorikken, og kan sidde op på tæppet hvor benene ikke glider væk under dem. De bjæffer og de er begyndt at tumle rundt på og med hinanden. De er næsten klar til at få noget mere at spise, end blot Vegas mælk. De har snuset til og smagt hvalpemælkeerstatning og har snuset til og slikket på hvalpefuldfoder. Deres små tænder er også lidt brudt igennem, så om lidt kan de bide fra sig.
6. oktober 2024
Hvalpene er nu 10 dage gamle. De trives og tager på som de skal. Lige om lidt åbner de øjnene og de begynder at kunne høre noget. Det er en helt ny verden der åbner sig, ikke mindst for dem. Indtil nu har de møvet rundt og snuset og mærket efter Vega, når de begynder at kunne se hende gør det jagten på mælkebaren meget nemmere og mere målrettet for dem🐾😉. I morgen tager vi en tur til dyrlægen for at få Vegas sting fjernet, vi glæder os til at vise pragteksemplarerne frem.
Vægt hvalpe uge 1
Aamke har en hvid tot pels på hovedet, ligesom sin far. Hun er roligere end sin bror, men følger ham godt i vækstkurven, hun tager bestemt også fra når baren er åben. Dags dato (6/10) er kampvægten 1.400 g. 💪
Adriaan er en bulderbasse, han møver rundt og giver højt og tydeligt udtryk for sin utilfredshed hvis Vega går før han er færdig i (mælke)baren, i dg (6/10) han rundet 1 kg i vægtøgning, så vægt er nu 1.475 g.
Man kan godt “stabystyle” og give mælk til sine hvalpe samtidig.
Hygge i hvalpekassen 💜🐾💜
Stabystars Aamke Vega fan Lego
Født som den først kl. 11.45. Vægt 420 g.
Stabystars Adriaan Vega fan Lego
Født kl. 13.45 ved kejsersnit.Vægt 460 g.
Hvalpeplaner
UPDATE 21. september 2024:
Der blev taget røntgen af Vega den 16. september. Der er to hvalpe, det glæder vi os vildt meget til – men det betød også at nogle af “vores” hvalpeinteresserede må se andre steder efter hvalp.
Vega har det godt, hun er blevet stor og hun er træt. Hun spiser godt igen, og hun tuller stille og roligt rundt.
Vi har fået indrettet fødekasse, og vi har fået købt alt det udstyr vi forventer at kunne få brug for, så vi føler os virkelig klar – nu kan vi bare vente, og passe godt på Vega.
Lille tykke hund💜
Vega er scannet drægtig. Den 21. august var vi ved dyrlæge. Vi var meget spændte på om Vega var drægtig. Vi havde da en klar forventning, fordi hun blandt andet har været mere træt, ændret adfærd og er gået noget fra maden.
Hun er blevet mere kælen og kan næsten ikke komme tæt nok på, i sær Lars har stået for skud, når Vega har haft ekstra behov for at ligge helt oppe i hovedet af os. Hun har ellers mere været mors hund, men det er godt nok ændret.
Nu venter vi på at det bliver den 16. september, der har vi en aftale med dyrlægen om røntgen, så skulle der være en stor chance for at vi ved hvor mange hvalpe der er 🤞.
Vega har den 25. og 26. juli været på besøg ved skønne Lego også kaldet Melo. På trods af stor gensidig interesse og mange forsøg på parring, måtte vi ty til hjælp fra dyrlægen. Vega blev insemineret den 26. juli ved Farum Dyreklinik. Ved samme lejlighed blev Melos sædkvalitet testet – og den var supergod. dyrlægen var meget begejstret!
LEGO DK11508/2016
Vi har planer om at få hvalpe på Vega i 2024. Vi har valgt den skønne Lego. Han er en spændende ny hanhund på listen over godkendte hanhunde i Dansk Stabyhoun Klub. Vi har fået fantastisk hjælp fra avlsudvalget til at vurdere tre rigtig gode kandidater til Vega baseret på forskellige ting.
Først og fremmest så kigges der jo på indavlsprocent. Derudover er kendte sygdomme, bærer eller risiko for sygdomme undersøgt.
For Stabyhoun er det sygdomme som hofte/albuedysplasi, epilepsi, CDF – cerebral dysfunktion, Von Willebrand (blødersygdom) – hvis testet og PDA(medfødt hjertesygdom), der især kigges på