Stabyhoun (Stabijhoun, Stabij) har sin oprindelse i Holland, nærmere bestemt Friesland, der er en provins i det nordlige Holland. I begyndelsen af det 20. århundrede krydses man ofte Stabyhoun og Wetterhoun, med risiko for at begge racer mistede deres unikke præg. Den første standard for Stabyhoun blev udgivet d. 10. februar 1944. I 1947 grundlagdes The Dutch Association for Stabij- og Wetterhoun (NVSW). Denne organisation har siden 1947 varetaget de to frisiske racers interesser.
Formentlig er forfædrene til Stabyhoun nogle spanielagtige fuglehunde, man havde i middelalderen. Disse blev brugt til jagt, hvor man brugte fangstnet. Denne type jagthund var kendt i store dele af Europa, og kom måske til Holland under den spanske besættelse af Nederlandene. Racer som Kleiner Münsterländer og Drentsche Patrijshond stammer også fra disse spaniellinjer.
Gennem århundreder har racen gjort nytte som både jagthund og gårdhund især i provinsen Friesland. I 1800-tallet fik den konkurrence af settere og pointere, men den klarede sig på grund af evnen til at apportere over store afstande i vandet og dens “bløde mund”.
Stabyhoun blev ligeledes brugt til at tage muldvarpe. Muldvarpeskind var en god handelsvare, samtidig med at muldvarpebestanden skulle holdes nede, da deres graveren kunne underminerer digerne i Holland.
Racen er meget alsidig. Historisk har den været brugt på de mindre gårde og landarbejdere, hvor midlerne ikke var så store. Derfor var der brug for en hund der “kunne det hele”. Stabyhoun udmærkede sig ved at være jagthund, vagthund på gården, fange rotter og mus samtidig med at den skulle være en trofast følgesvend og pålidelig familiehund, den blev endda brugt til trækhund til hjælpe med at trække mindre vogne.
Stabyhoun der ligner nutidens hunde er afbilledet på mallerier fra Holland helt tilbage til 1600-tallet, og racen er også beskrevet i litteratur fra 1800-tallet. Racen var dog ved at uddø, da den blev udkonkurreret af andre racer, de lidt hurtigere og mindre terrier overtog rottejagten, og pointer, setter og andre racer overtog jagten.
I 1942 blev et avlsarbejde igangsat, ved at man tog rundt på gårdene, og her udvalgte 30 hunde, man fandt mest racetypisk. Dem lavede man stambog på og racen Stabyhoun blev godkendt af FCI. Helt frem til midt 1970erne kunne papirløs hunde dog stadig godkendes som racetypisk, og få stambog på den.
I dag er der vel små 6.000 Stabyhoun på verdensplan, hvoraf 90 % er i Holland. Der er et meget striks avlsarbejde i Holland, og i Danmark er der også meget opmærksomhed fra Dansk Stabyhoun Klub på sygdomme, indavl og racestandard. Da race er forholdsvis lille er der dog behov for at avlsmaterialet er så stort som muligt, og på et tidspunkt tilbage i tid, har der været avlet med Wetterhoun blod. Wetterhoun er en anden sjælden hollandsk race, der er lidt større og med krøllet pels.
