Bellis x Atreyu 2025

25-06-2025
I morgen er det en måned siden hvalpene blev født. Der sker så meget med dem nu. De første 3 uger er jo gået mest med at sove og spise, men nu er der gang i dem og de begynder at vise noget personlighed. De leger, de knurrer og de slås. Men de søger også trøst ved hinanden, og tryghed når de skal sove. Enkelte vælger ind imellem eget selskab, og lægger sig til at sove udenfor klumpen at sovende hvalpe. De er også ved at udvide deres tryghedsbase, så de nu kommer i køkkenet og bryggers.

09-06-2025
Tænk, der er allerede gået 14 dage! Det er vildt så hurtig tiden går. Alle 6 hvalpe trives bedste velgående. De fleste af dem har så småt åbnet øjnene og er begyndt at ville rejse sig på benene, ikke mindst når Bellis får dem vækket til spisning. Vi er ved at være godt igennem biosensor programmet, der kun kører til de er 16 dage gammel. Der skulle ikke være en effekt i at fortsætte længere end dette. Nu går hvalpene ind i en periode med sanseudvikling. Syn, hørelse og balance bliver skærpet over den næste periode.

02-06-2025
Hvalpene er i dag 1 uge gamle. De spiser og sover, og råber meget højt når Bellis vasker dem, og de i stedet synes hun bare skulle lægge sig ned og give mad😂 Det er nu ikke fordi de mangler noget. Ved vejning i går, var de tre der var mindst ved fødsel godt ovre at have fordoblet deres vægt, og de tre andre tæt på.

Vi er i gang med biosensor program. Det går ud på at stimulere hvalpene nervesystem. Formålet er at gøre hvalpene robuste og give dem større modstandskraft overfor sygdomme. Teorien stammer fra det amerikanske militær, der har brugt det på deres tjenestehunde.

Der er tale om 5 små simple øvelser, af få sekunders varighed, der udføres dagligt 1 gang. Det foregår i perioden hvor hvalpene er 3-16 dage gammel. Teorien er, at tidlige kontrolleret stress vil påvirke hvalpenes evne til at håndtere stress senere i livet. Det er dog meget vigtigt, at det ikke gøres mere end en gang om dagen og kun i 3-5 sekunder pr. øvelse. Det er den tid, det vurderes at tæve og hvalpe ikke stresses over separation.

26-05-2025
Bellis fik 6 lækre små hvalpe mandag den 26. maj, efter en noget urolig søndag eftermiddag og nat. Der var slet ikke tvivl om at fødsel var meget nær, og efter en lille køretur mandag formiddag, kastede Bellis op, men samtidig gik fostervandet! Hun søgte helt selv ind i fødekassen og gik i gang med at flytte rundt på tæpperne. Kl. 11.03 fødte hun den første hvalp – en tæve, og derefter gik det stille roligt til kl. 16.33 hvor den sidste hvalp blev født. I alt kom der 4 tæver og 2 hanhunde.

Alle er sunde og raske, da de blev tørre, var der 4 brune/hvide hvalpe! Det havde vi ikke ventet med to sort/hvide forældre, men de er fantastisk smukke. Ved at bore lidt i stamtavlerne, ses det at Atreyus mormor, dennes farmor samt Bellis farmors far er brune – og nåh ja. så har Bellis mor en halvsøster der er brun på morens side…….

24-05-2025
Bellis blev røntgenfotograferet i går. Der er 6 hvalpe og forventet fødsel er onsdag den 28. eller torsdag den 29. maj. Alt ser fint ud, og vi er ved at være klar til at tage imod. Hvalpegård er opsat, fødekasse er installeret og alt hvad vi kan komme i tanke om kan blive nødvendig, ligger klar.

Nu er det 7 uger siden Bellis blev parret. Hun er blevet stor, og er droslet helt ned. Faktisk er hun droslet så meget ned, at hun dårligt gider med ud og gå en lille tur. Det meste af tiden sover hun, eller tuller rundt ude i haven. Hun er tydelig drægtig både fysisk og psykisk.

Hun havde en periode hvor hun virkelig havde meget lidt lyst til mad. Kun det allermest lækre røg ned. Hun er nu med igen, har fået en god appetit, og får nu hvalpefoder og andet godt, fordelt på flere måltider om dagen, da den mængde hun kan tage er for stor til få måltider. Vega er med på sidelinjen, og har det svært med at det ikke er hende der skal have mad flere gange om dagen.

Der er nu en uge til røntgen, vi er meget spændte på hvor mange der er, især fordi Bellis er stor og tung.

Scanning 25. april 2025

Med spænding og sommerfugle i maven kørte vi til dyrlæge med Bellis den 25. april. Selvom vi syntes at der var alle tegn på drægtighed, så turde vi ikke glæde os før vi var sikre på at faktisk var drægtig. Hun viser alle tegn som, at hun gider ikke spise, overkælen og mega træt. Vega er gået i total sympati-drægtighed, så hun spiser heller ikke -lige det, gør ikke så meget med Vega😂 Så Vi har to hunde der klistrer på os, eller sover ovenpå os – det er så hyggeligt.

Scanning viste 5 fostersække med indhold, men dyrlægen sagde at der godt kunne være flere, 5 var hun dog sikker på. Så næste tjek er den 23. maj. Det er en uge før forventet fødsel, der bliver vi klogere på hvor mange, da der vedrøntgen kan gives et ret præcist antal.

Bellis er parret 28. og 30 marts 2025

Vi har haft to gode parringer i Sverige, det gik helt efter planen. Atreyu har parret før og har sidst i marts fået 7 hvalpe i Sverige, så der er i al fald sikkerhed for at han kan få hvalpe.

Den 25. april skal Bellis scannes ved dyrlægen. Her får vi forhåbentlig besked om at hun er drægtig, og at der er mange hvalpe 😉. I mellemtiden skal vi passe godt på Bellis – det gør vi altid, og sørge for at alting er optimal for hende. Hvis alt går efter planen så vil hun få hvalpe omkring Kristelig Himmelfarsdag d. 29. maj, og dermed hvalpe klar til at flytte hjemmefra i uge 30. Det bliver et spændende forår og en spændende sommer vi går i møde.

20-03-2025
Vi har fundet en dejlige hanhund, han hedder Tarraldgocs Atreyu. Han er fra 2020, og har parret i Sverige med forventet hvalpe sidst i marts 2025. Bellis er nu i løbe tid og vi er klar til at køre mod Sverige når tiden er inde. Det bliver spændende, vi er klar.

Hvis alt går efter plane, så har vi hvalpe fra slut maj/start juni. Sikke en sommer vi så vil gå i møde